1. Skip to navigation
  2. Skip to content
  3. Skip to sidebar




SPROGHOSPITALET

Forlænget: 28.09.19-02.02.20
SPROGHOSPITALET

Foto: Torben Eskerod

Sproghospitalet er en sprogligt funderet udstilling, der med udgangspunkt i digter Morten Søndergaards Ordapotek behandler forholdet mellem poesi, kunst og sygdom.


Virker sproget i os ligesom medicin? Hvad sker der, hvis patienters metaforer for smerte ikke bliver forstået af lægen? Har sproget en krop man kan dissekere? Hvordan udtrykker man sprogets sammenbrud? Hvordan ser det ud, når ordene fødes ud i verden gennem munden?  Skal man lade gamle virkningsløse sprogudtryk afgå ved døden? Sådanne spørgsmål er udgangspunktet for udstillingen Sproghospitalet.

Ordapoteket. Foto: Morten Søndergaard

 

Sproghospitalet udspringer af digter Morten Søndergaards Ordapotek, der beskriver sproget som medicin i pilleæsker med virkninger og bivirkninger. I stedet for de medicinske navne er det de forskellige ordklasser, der står på pilleæskerne; ordenes grammatik og medicinens sprog møder hinanden. I Sproghospitalet foldes dette møde ud i fuld skala: Sproget kan som en krop gå i stykker: En krop kan få amputeret et ben. En krop kan også miste sit sprog: Kroppen er et væv af forbundne organer og funktioner som arbejder sammen for at holde os i live. Også sproget består af mange dele – metaforer, talemåder og lyde – som gør det muligt at forstå hinanden.


Depot. Installationsbillede fra Sproghospitalet, Sorø Kunstmuseum. Foto: Torben Eskerod

Sygdom er en konkret virkelighed for mange mennesker, men også en stærk metafor, som til alle tider har gennemsyret kunst og kultur. Den måde, vi taler om sygdom på, og de diagnoser vi hæfter på hinanden, påvirker vores sygdomsoplevelse og velbefindende i stort omfang.

Sproghospitalet er et sted, hvor sammenhængen mellem sprog og sygdom materialiseres i kunstværker – både nyproducerede værker, indlånte værker og værker fra museets samling. Udstillingen er opbygget som et, noget utraditionelt, hospital i museets underetage. Her er fx et venteværelse, hvor besøgende og sproget gør ophold; en fødestue, hvor ordene fødes; en intensivafdeling, hvor sproget ikke slår til – og på metaforkirkegården udenfor er de udslidte sprogkroppe.

Venteværelset. Installationsbillede fra Sproghospitalet, Sorø Kunstmuseum. Foto: Torben Eskerod

Sproghospitalet vil behandle sproget og dets brugere, for når sproget er sygt, er det os mennesker, der oplever symptomerne Der er ingen garanti for helbredelse, men garanti for et højspændt betydningsfelt, hvor museumsgæsten bliver indlagt til at tænke over de sproglige mekanismer, der påvirker deres velbefindende.

Fra Sproghospitalet, Sorø Kunstmuseum. Foto: Torben Eskerod

Om Morten Søndergaard

Morten Søndergaard er cand. phil. i litteraturvidenskab og uddannet fra forfatterskolen i 1991. I 2014 modtog Morten Søndergaard Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hans bøger er oversat til en lang række sprog og han har i sit kunstneriske virke arbejdet med at give ord og sprog taktile former i materialer som fx. marmor og drømmegavle.

Medvirkende kunstnere

Morten Søndergaard, Mona Hatoum, Nicolai Abildgaard, Francesca Woodman, Emil Westman Hertz, Gudrun Hasle, Darren Almond, Stense Andrea Lind-Valdan, Katrine Skovsgaard, Olafur Eliasson, Maiken Bent, Anita Jørgensen, Christian Lemmerz, Rikke Benborg, J. F. Willumsen, Anders Bonnesen, Morten Schelde, Johan og Urte Oettinger, Mikael Thejll, Jonas R. Kirkegaard og The Overheard, Asger Jorn, Christian Dotremont, Noël Arnaud, Astrid Gjesing, Christian Ramsø.

Sproghospitalet er udviklet og initieret af Morten Søndergaard og Sorø Kunstmuseum i tæt dialog med udstillingens scenograf Annesofie Becker.

Andagtsrummet. Installationsbillede fra Sproghospitalet, Sorø Kunstmuseum. Foto: Torben Eskerod

Det skrev pressen om Sproghospitalet:

 

"Som læge kan man gå hjem og tænke over, at de fleste patientklager bunder i patienters oplevelse af dårlig kommunikation, og at det som læge er lige så vigtigt at kommunikere præcist og empatisk som at kunne sætte en præcis sutur." Ugeskrift for læger


”Totalt gennemført – og akut vigtig – udstilling på Sorø Kunstmuseum”, Information

" ... en original og gennemført udstilling i krydsfeltet mellem poesi og billedkunst", Kristeligt Dagblad

"Seks superlativer ud af seks mulige!", Dagbladet/Sjællandske

"En udstilling, der i sjælden grad både er sprudlende, nænsom, sanselig, nysgerrig og fyldt med ord og stof til lang tids eftertanke", Kunsten.nu

”Udstillingen rummer en kompleksitet, der gør det muligt at dissekere sprog og sprogbrug helt ind til kernen af dets eksistens”, Føljeton

"Søndergaard tror på, at digte kan virke i kroppen som medicin, og ordenes grammatik møder lægevidenskabes sprog på forunderlig vis i Sproghospitalet", Weekendavisen

 

Udstillingen er ledsaget af to publikationer

Journal 2019, som er en digtsamling af Morten Søndergaard bl.a. om det nedlagte sindssygehospital i Volterra, hvor en patient har indridset en 70 m lang tekst.

Vandrejournal er en samling tekster og andre bidrag af kunsthistorikere, læger, kunstnere, digtere og patienter, der omhandler grænsefladerne mellem sprog, kunst og sygdom.

 

Vandrejournal er udsolgt i samlet udgave. Du kan hente hæfterne enkeltvis her:

Cirkulationskuvert

0. Forord

1. Sproghospitalet Helle Brøns

2. At flytte rundt på tingene Interview med Morten Søndergaard ved Annesofie Becker

3. Værk i ti æsker. Om Morten Søndergaards Ordapotek Tania Ørum

4. Lægen og patienten (der helst ville være fri) Birgit Bundesen og Jakob Jakobsen

5. De har taget sproget fra dig. De har taget sygdommen fra mig. De har taget døden fra mig. Adam Bencard

6. Normale menneskers normale smerter – genmæle fra kanten Nazila Kivi

7. Om at være syg Virginia Woolf

8. Lyngtarm – i udvalg Nanna Storr-Hansen

9. Tankepest Christian Vind

10. Diagnosens sprog Hans Wandall

11. Prinsessen på donut'en Ida Marie Hede

12. At fortælle syge kroppe Ida Bencke

13. Noter til sygdom og ensomhed. En invitation til at brodere videre Astrid Gjesing og Ida Bencke

Værkliste

_____________________________________________________

Hør mere om udstillingen på DRs P1

Digteren bag udstillingen, Morten Søndergaard, fortæller om Sproghospitalet i radioprogrammet "Kulturen på P1". Hør udsendelsen her.

Journalist Adrian Hughes taler om sprog og sygdom med inspiration fra Sproghospitalet i radioprogrammet "Klog på sprog" på P1. Hør udsendelsen her.

Åbningstider

Tirs-søndag
kl. 11-16

Torsdag
kl. 11-18